Megaprojekter

Northern Lights: Europas første grænseoverskridende CO₂-hub

mm
Udgivet den
Opdateret den
Føj Securities.io til dine foretrukne kilder på Google
Oplysning: Securities.io kan modtage betaling, når du bruger links til produkter, vi anmelder. Det påvirker ikke vores redaktionelle vurderinger. Vi er ikke registreret investeringsrådgiver; dette er ikke investeringsrådgivning. Læs vores affiliateoplysning.

Som CO₂‑koncentrationerne i atmosfæren stiger på grund af forbrænding af fossile brændstoffer, kan påvirkningen af planetens klima blive irreversibel, selv hvis der i morgen ikke længere forbruges olie, kul eller gas. Og selvfølgelig er vi meget langt fra dette, idet fossile brændstoffer stadig leverer størstedelen af verdens primære energi, selv med den hastigt stigende produktion af vedvarende energi og en genoplivning af atomkraftindustrien.

“For at nå global net‑nul skal vi fjerne op til 10 milliarder ton CO₂ om året inden 2050.”

Intergovernmental Panel on Climate Change

Det er derfor, at kulstoffangstprojekter bliver så vigtige. Vi har allerede dækket et par store projekter, som Mammoth‑anlægget i Island (36 000 ton CO₂ om året) eller STRATOS i Texas (500 000 ton CO₂ om året).

Disse anlæg er et godt startpunkt, men de er alene ikke tilstrækkelige. For det første er de ofte afhængige af de ikke‑så‑flydende eller stabile markeder for CO₂‑kreditter. Og de har også en tendens til kun at gavne ét enkelt selskab.

Et endnu større projekt er nu aktivt, nemlig Northern Lights‑projektet. Når det er fuldt opskaleret, vil det lagre op til 5 000 000 ton CO₂ om året og blive verdens første grænseoverskridende CO₂‑transport‑ og lagringsanlæg.

Dette hub blev skabt gennem samarbejdet mellem store europæiske olieselskaber og vil i høj grad bidrage til at reducere regionens netto‑CO₂‑udledning.

Historien om Northern Light‑projektet

Northern Light‑projektet er endepunktet for et endnu større kulstoffangstprojekt, Longship. Planen er at organisere fangsten af kulstofudledninger fra fabrikker og kraftværker, læsse det på skibe og levere lasten til Øygarden i Norge. Der bliver CO₂’en behandlet og injiceret via en undervandsrørledning til permanent underjordisk lagring.

Hele projektet ledes af Gassnova, den norske statslige virksomhed for kulstoffangst og -lagring, oprettet af landet i 2005.

Kilde: Gassnova

Projektet gennemførte sine første forundersøgelser i 2016. I 2017 fulgte partnerskabet mellem de tre nuværende olieselskaber, der er involveret i projektet: Equinor (EQNR), Shell (SHEL ) og TotalEnergies (TTE ) (TTE).

Projektet fik sin første udforskningslicens til CO₂‑lagring i 2019, og den endelige investeringsbeslutning blev truffet i 2020 for at bore Eos‑brønden.

Northern Lights Joint Venture (JV) blev formelt oprettet i 2021, og projektet underskrev i august 2022 sin første kommercielle aftale om grænseoverskridende CO₂‑transport og -lagring med Yara International (YAR.OL), et stort gødningsfirma.

Byggeriet af projektet blev afsluttet i 2024, med den første CO₂‑injektion i august 2025. I marts 2026 nåede projektet en ny milepæl ved at injicere sin første CO₂ fanget fra spildevandskilder, fra Veas spildevandsbehandlingsanlæg i Slemmestad nær Oslo.

Den indledende kapacitet er allerede fuldt booket, da andre virksomheder som Heidelberg Materials (HEI.DE), en cementproducent, også har tilsluttet sig.

Projektets kapacitet vil blive udvidet fra de nuværende 1,5 millioner ton CO₂ til 5 millioner ton inden 2028.

Konceptet bag Northern Light‑projektet

Opbygning af et CO₂‑transportnetværk

Ideen bag Northern Light‑projektet er først at fokusere på at begrænse yderligere kulstofudledninger, især for industrier, der er særligt svære at dekarbonisere, som gødnings‑ og cementproduktion.

Kulstoffangen sker direkte på disse industrielle steder, for eksempel i tilfældet med Heidelberg Materials’ cementfabrik.

Som en del af Longship blev Heidelberg Materials’ anlæg i Brevik verdens første cementfabrik udstyret med CO₂‑fangst. Et 103 meter højt absorbertårn fyldt med et kemikalie kaldet amine, der binder CO₂, som så adskilles som gas. Gassen bliver derefter flydende og pumpet ind i lagertanke ved kajen, klar til transport.

Northern Light kan også hjælpe med at skabe nettofangst af CO₂, mens energi bruges. For eksempel vil projektet lagre 280 000 ton CO₂ om året fra det træflis‑drevne Asnæs‑kraftværk i Kalundborg, og omdanne den midlertidige kulstoffangst fra træer (som kun varer indtil de brændes) til et permanent kulstoffjernelsesværktøj.

Transporten sikres af 130 meter lange skibe (425 fod) designet af Shell‑ingeniører, som hver kan transportere 7 500 kubikmeter CO₂ på én rejse – nok til at fylde tre olympiske svømmebassiner.

Kilde: Shell

Skibene er designet til at være så energieffektive som muligt og til at udlede så få emissioner som muligt. De kører primært på flydende naturgas (LNG) og bruger en vindassisteret rotorsejl, motoriserede roterende cylindre, der udnytter vindkraft til at hjælpe med at drive skibet fremad.

Derudover gør et luftsmøresystem skibene mere effektive ved at frigive bobler langs skroget, hvilket reducerer friktionen med vandet. Dette sænker skibenes kulstofintensitet med omkring 34 % sammenlignet med konventionelle skibe.

Fire flere skibe vil blive tilføjet til CO₂‑transportflåden, hver med en fragtkapacitet på 12 000 m³, som leveres i perioden fra anden halvdel af 2028 til første halvdel af 2029.

“Sammen er vi pionerer i opbygningen af den første dedikerede CO₂‑skibsflåde. Denne erfaring vil gavne Northern Lights, vores kunder og CCS‑industrien i de kommende år.”

Tim Heijn, Managing Director i Northern Lights.

Den flydende CO₂ overføres fra skibene til et dusin tanke på bredden af Øygarden. CO₂’en pumpes derefter ind i en 110 kilometer (68 mil) lang undervandsrørledning, der går gennem en fjord ud i Nordsøen.

Kilde: Gassnova

Opgradering til 5 Mt CO₂‑kapacitet

Fase 1 af driften vil lagre 1,5 millioner ton CO₂ om året. Men den undervandslagring kan i fremtiden transportere meget mere, da den begrænsende faktor er skibenes dokning og landbaseret lagringskapacitet.

For at øge kapaciteten bygges fase 2 af projektet nu. Den vil tilføje ni nye landbaserede lagertanke, nye pumper, en ny kaj, to nye offshore‑injektionsbrønde og et udvidet undervandsrørledningssystem.

Sammen med de fire ekstra skibe vil dette gøre Northern Lights til et af verdens største kulstoffangstanlæg, kun mindre end ExxonMobil Chute Creek og Petrobras Santos Basin.

Men da disse to anlæg fanger kulstof direkte fra naturlige behandlingsfaciliteter, kan det argumenteres for, at Northern Light er det største “ægte” kulstoffangstanlæg, idet det undgår emissioner i andre industrier og ikke “opmuntrer” fossil brændstofproduktion.

Holdbar kulstoffangst

Det sted, der er valgt til at lagre kulstoffet, ligger langt ud for Norges kyst, i et 2,6 km dybt saltvandsakvifer. Dette var resultatet af en langsigtet indsats fra Gassnova for at identificere de rette geologiske forhold, der ville være ideelle til CO₂‑lagring.

3D‑seismiske data blev indsamlet allerede i 2008, og en fuld rapport (“One North Sea”) om regionens potentiale blev offentliggjort i 2010. Det endelige valg af den bedste reservoir blev foretaget i perioden 2014‑2020.

Det valgte akvifer har to primære lagringsenheder (sandreservoirer) og et overliggende tætningslag (kapsten), som sikrer CO₂‑indeholdelsen.

Sandreservoirerne har poreplads mellem en klippe­ramme, og dette porøse rum er i øjeblikket fyldt med brine (saltvand). CO₂ vil fortrænge brinen og forblive fanget i det porøse rum, hvor en lille del vil mineralisere, noget vil opløses i brinen, og størstedelen vil blive permanent strukturelt fanget.

Stedet har potentiale til at lagre op til en anslået kapacitet på mindst 100 millioner ton, eller mere end 20 år ved den nuværende kapacitet.

Området indeholder også andre potentielle CO₂‑lagringssteder, så den eksisterende infrastruktur vil kunne anvendes i årtier som minimum, især Smeaheia (20 millioner ton kapacitet) og Troll‑felterne, som, når den naturlige produktion er afsluttet, kan lagre op til 3‑5 milliarder ton CO₂.

I alt kunne sandstenslagene under blot Nordsøen rumme op til 100 milliarder ton CO₂ og kunne håndtere op til 40 millioner ton injektioner om året.

Kilde: Gassnova

Del af det større billede

Northern Lights er kun en del af Norges og Europas indsats for at øge kapaciteten for kulstoffangst.
For eksempel multiplicerer nærliggende Nordsø‑projekter, selvom mange ikke vil være klar i flere år fremover, især:

  • The Greensand Future i Danmark, et andet offshore‑kulstoflagringsprojekt med 400 000 ton CO₂ årlig kapacitet.
  • Porthos i Nederlandene med 2,5 millioner ton CO₂ årlig kapacitet.
  • HyNet North West i Storbritannien med 4,5 millioner ton CO₂ årlig kapacitet.

Og andre regioner i Europa bevæger sig også mod kulstoflagring, for eksempel Rumæniens CARBON HUB CPT01 med en kapacitet på 2 millioner ton CO₂ årligt.

I alt kunne dette føre til op til 126 millioner ton CO₂ fanget hvert år inden 2030 i hele Europa, med Norge og Storbritannien som de to største bidragydere, som alene vil fange mere kulstof inden 2030 end hele EU samlet, mens Nederlandene og Danmark bliver de største bidragydere inden for EU.

Dette er en betydelig fremgang mod net‑neutralitet og bør ikke afvises for hurtigt som utilstrækkelig.

Dog var Europas CO₂‑udledning i 2025 så høj som 4,6 milliarder ton. Så selv den massive 126 millioner ton årligt, som sigtes efter for 2030, udgør stadig kun lidt under 3 % af de samlede emissioner i 2025 for regionen.

Som Europa kun er ansvarlig for <10 % af de globale emissioner (men en større andel af de samlede historiske emissioner), vil der sandsynligvis stadig være behov for langt større skala af kulstoffangstindsatser efter 2030 og ind i 2040‑ og 2050‑erne for at begrænse den globale CO₂‑koncentration.

Investering i Northern Light

Shell

SHEL Prisdiagram

Shell er et af de såkaldte “Big Oil”‑selskaber, der har været mest proaktive i at omfavne lavere kulstofemissioner og i sidste ende en post‑fossil fremtid samt energiomstillingen. Målet er at styre overgangen til at blive en net‑nul energivirksomhed inden 2050.

Et centralt element i denne strategi er et større fokus på LNG og rørledningsgas, da naturgas er lettere at kombinere med kulstoffangst og i hvert fald udleder lavere niveauer af CO₂. Dette var også et logisk skridt for virksomheden, der for 60 år siden transporterede verdens første kommercielle LNG‑last fra Algeriet til Storbritannien.

Biobrændstoffer og el‑salg forventes også at bidrage med en voksende del af Shells indtægter.

Kilde: Shell


mm

Jonathan er en tidligere biokemisk forsker, der arbejdede med genetisk analyse og kliniske forsøg. Han er nu aktieanalytiker og finansskribent med fokus på innovation, markedscyklusser og geopolitik i sin publikation 'The Eurasian Century'.